Klik for fuld størrelse

Jeg er nået halvvejs gennem to projekter nu og har en lille håndfuld bøger, der skal læses færdigt. Jeg er ved godt mod og elsker stadig arkitektskolen, mest fordi det stadig er en stor legeplads. Men UHU Hart! Puha!

Allerede efter få minutter er næsen rykket op i panden på en for at komme så langt væk fra lugten som muligt. Jeg bruger det til at lime tynde papskiver fast til hinanden for at danne rum – en hurtig tørrende lim der ikke er vandholdig og får pappet til at bølge. Tilgengæld kan det få nyankomne til tegnesalen til at rynke på næsen og se skeptisk på os, milisekunder efter de har åbnet døren og taget deres første skridt. Jeg tror ikke, det er et godt tegn. Et godt arbejdsmiljø er ikke højeste prioritet på tegnesalen, og vi glemmer  at lufte ud, hvilket burde gøres i det øjeblik limlåget bliver fjernet.

Man kan også undrer sig over, hvorfor man bliver mere munter, som tiden skrider frem. En lille øl efter 5-7 timers limarbejde hjælper på humøret eller også er limpdampene begyndt at få sin virkning.

Besides that, if you don’t speak danish, but have an interesting in the process of becoming an architect, run Xiao’s post below through google translator. It’s the kind of information that a person might think is boring to other people, when it in fact is very interesting, as long as it’s your kind of thing.

I dag skal jeg aflevere et dokument ark, hvori jeg dokumentere mit arbejde, som har været rigtig spændende. På en måned har jeg præsteret at bygge en lille konstruktion, hvor en lille motordel, som er hevet ud af en bilmotor, er blevet placeret. Denne motordel er lavet med ufattelig præcision og det samme skulle mit arbejde også være.

De første par dage lærte jeg at tegne lige. Helt lige uden brug af linial og det kan faktisk lade sig gøre. Det kræver, at man mønstrer en anelse tålmodighed og i en jævn langsom bevægelse tegner en streg. Og derefter gør det igen og igen – og en million gange til, for det kræver øvelse, ingen omveje dér.

Det næste jeg skulle var at støbe den form, jeg har fået tegnet, i gips. Af glittet pap lavede jeg en forskalling til gipsen, og det tog evigheder. Ikke nok med jeg var syg, så var det første forsøg på forskallingen for skæv og blev skrottet med det samme, det anden ikke stærk nok, så da den alt for tyndtflydende gips blev hældt i, kom der store, tydelige ujævnheder og jeg måtte forsøge endnu en gang.

Det tredje forsøg, var forskalling ordentlig forstærket, men gipsblandingen var ikke helt god. Enten var det fordi vandet var lidt for varmt (der løb kun lunkent vand fra vandhanen) eller også har jeg bare intet talent for at blande gips. Mens jeg blandede den i, var det åbenbart ved at størkne i bunden så i det jeg forsøger at mase gipsklumperne ud virker det som om gipsen har den idelle blanding, men det var bare snyd og bedrag! Da jeg begynder at hælde den i min forskalling er den endnu en gang for tynd og til min store rædsel falder der også store klumber af tykkere gips i min form og der er ikke noget at gøre end bare at fortsætte med at hælde gips i og håbe på det bedste.

Den noget uheldige gipsblanding resultere i en støbning med mange lufthuller og i toppen er der en stor plamage, hvor en stor klump anden tykkere gips blanding er havnet. Åh suk. Der er dog ikke andet at gøre for tre-fire sygedage med influenza havde desværre dræbt min tid brutalt og jeg måtte tage til takke med gipsen. På den lyse side havde jeg formået at lave en forskalling som har været tilfredstillende, for hjørnerne er retvinklede og kuben er kvadratisk med jævne sider som er 18×18 cm! Det gav alligevel en dejlig tilfredsstillende fornemmelse. Det kan lade sig gøre.

Efter dette skulle jeg lære at lodde. Det kan være svære end man umiddelbar tror, men bevæbnet med en blæselampe, loddevand, tin, et gammel stykke bræt, lykkedes det til sidst. Stængerne er af 1,5 mm tykt jern og har samme form som gipsfiguren.

Til sidst kom det rigtige spænende. Afskærmning. Med afskærmningen af 1,5 mm tykt krydsfiner skulle jeg finde en måde hvorpå min motordel bedst muligt blev iscenesat. Da min motordel er så lille, valgte jeg, at man ikke fra nogen som helst vinkel skulle have lov til at se den i sin helhed. Man skulle have den præsenteret bid for bid, og beskuren skulle holdes i bevægelse. Hvis hele motordelen blev vist på én gang, mener jeg at interessen meget hurtigt ville falde.

Projektet havde en lykkelig slutning og jeg har nu lært at udføre mit arbejde med større omhu, nøjagtighed. Glæder mig utroligt til næste projekt!

Der kommer billeder op hurtigst muligt!

Guess that shouldn’t matter much. I can live with a lack of backgrounds if the characters are well written. Hell, art that just IS shouldn’t bother anybody, Persepolis and The Rabbi’s Cat proved that.

Thinking about what a story is, I like to consider it like a piece of life and life is like a neverending monologue. So I have to pull out a part of this monologue. A part that feels good to start at and a fitting ending. Which means there is always before and after my story. So beginning at the beginning is not really possibly. Logically, it should be easier to make a story like this:

“There was bear. It was happy. But one day it got sad. And then it died”.

But that isn’t exciting or fun to make. But if I start later:

“—- It was happy. But one day it got sad. Why did the bear get sad? Then it died”.

That sorta changes a lot. The reader is left bewildered in the beginning. What was happy? Why isn’t it anymore?

This is getting my head spinning, so I’ll just post some sketches that kinda show which direction I’m taking or trying to take my comic…

They are quick pencil sketches, shaded with watercolours, then edited in the Gimp very quickly as well.

I’ll be writing in English. I feel comfortable with it and like the large vocabulary available and Xaio will be writing in Danish. But feel free to put her lines through google translator. She’s a smart and funny girl, though I don’t know how much will make it across the translation…

About the name of the site, we spent a good few hours tossing words back and forth. Since we didn’t really have a specific focus on what the blog was about, other than “stuff we like” we didn’t really have any limitations either. It was a lot of fun and actually a good way to work. I’ve done a lot of group work in high school and college and this was by far the best. What worked so well, was that we were both very willing to let go of the names and words we liked, if something else we liked came into the picture. I very much wanted to mix something urban with something organic, not really caring so much about length or how catchy it was and Xiao wanted something that was appealing I think. I think I had a problem with “canned”, mostly because something called “Canned Coffee” already exists but it is a funny word. Mixing it with “Pixel” was a good way to go, though a lot of words could have been used instead of pixel. But what made sense about pixel, was that a pixel is… not tangible. Like put happiness or inspiration on can. But pixel also kept some of the “urbanness” I wanted. A pixel is the smallest part of a lot of our culture today plus I’m very fond of low-res art, such as gameboy graphics.

So to some it up:

• We are Jacob and Xiao
• Writing could be fun
• Relax, hang out
• Canned Pixel doesn’t mean anything
• When working as a group such as brainstorming: Be prepared to kill your babies! It works

Det første sære hoved sidder på en ung mand ved navn Jacob. Ser I, Jacob studerer japansk på Århus Uni og har en kinesisk kæreste. Der findes sagnomspundne legender om hans færden i vores samfund. Det forlyder at han vandrer rundt i blandt os med sine ondskabsfulde kommentarer og skræmmer den almene person, og udnytter sin doktergrad i Cand. ond latter på det grusommeste. Nogle kalder ham Jærven pga. rygtet om hans oprindelse fra Canada, og disse frygter da også for hans udsøgte evner i kampsport. I dagslyset vil han ofte kunne forfindes med en tegneblok og blyant , vandrende omkring os i bylivet under dækket at ville “tegne folk”, stirrende intenst og længe. Ingen ved hvad han i virkeligheden går og laver. Måske leder han efter Sabertooth eller også tegner han os alle med fiskehoveder – ingen ved det med sikkerhed.

Det andet sære hoved er mig. Ligenu frygter jeg for min sikkerhed, da jeg har stærkt mistanke om at Jærven og min kæreste Jacob er én og samme person, og eftersom jeg har kaldt Jærven sær, hvilket man ikke slipper godt fra, har jeg nu besluttet at indkalde min hær af sovedyr til at forsvare mig. Ellers må jeg til at lave lækker mad til ham – det kan berolige ham så meget at han falder i søvn.

Ønsk mig held og lykke